Den 22. maj blev en af de aftener, jeg kommer til at huske længe.
Bukkejagten havde været i gang i nogle dage, og jeg havde allerede brugt tid på reviret uden at få den helt rigtige chance. Jeg havde dog en bestemt buk i tankerne. En gaffelbuk, som jeg både havde set tidligere med egne øjne og haft på vildtkamera. Den var lidt speciel i opsatsen – højere på den ene stang end den anden – og netop derfor havde jeg lagt mærke til den.
Aftenen bød på fint vejr. Det var lidt blæsende, og der var ikke meget sol, men forholdene var egentlig ganske fine til en aften i tårnet. Jeg sad alene ude ved et brak- og engområde, hvor jeg håbede, at bukken ville vise sig, inden lyset forsvandt.
Som det ofte sker på jagt, kom situationen pludseligt.
Omkring klokken 21:20 dukkede bukken nærmest ud af ingenting. Den stod pludselig derude foran mig på ganske kort afstand – omkring 25 meter. Det hele gik stærkt, men samtidig føltes det, som om tiden stod stille i et kort øjeblik.
Jeg sad med min Schultz & Larsen Classic i kaliber .308, og da chancen var der, tog jeg skuddet.
Skuddet sad rigtig godt.
Alligevel løb bukken fra stedet og ind mod naboens område. Selvom jeg havde en god fornemmelse af skuddet, er det aldrig en rar følelse, når dyret ikke ligger synligt. Bukkefeberen ramte mig voldsomt bagefter, og den faldt først rigtigt igen, da jeg fik sweisshund på, og hundeføreren heldigvis hurtigt fandt bukken død cirka 50 meter inde hos naboen.
Heldigvis har jeg et godt samarbejde med naboen, så der var ingen problemer med at hente bukken.
Det var en stor lettelse.
Da jeg endelig stod med bukken, kunne jeg rigtigt få set den. En fin gaffelbuk med god kropsstørrelse og en lidt sjov, ulige opsats. Hundeføreren vurderede den til at være omkring 3-4 år gammel, hvilket også passede meget godt med indtrykket af bukken.
Det blev ikke en lang jagtaften med masser af vildt forbi tårnet. Det blev heller ikke en situation, hvor jeg havde siddet og studeret bukken i lang tid, inden skuddet gik.
Men det er netop det, der gør bukkejagt så fascinerende.
Man kan sidde i timevis uden at der sker noget, og så ændrer hele aftenen sig på få sekunder.
For mig blev den 22. maj aftenen, hvor sæsonens første buk kom på kornet. En aften med bukkefeber, lettelse, godt nabosamarbejde og endnu en oplevelse, der minder mig om, hvorfor bukkejagten betyder så meget.
Knæk og bræk.
Jakob
Vildtjægeren