Reklame: Artiklen indeholder affiliate-links. Køber du via et link, får Vildtjægeren en lille provision – det koster ikke dig noget ekstra og påvirker ikke vurderingerne. Sådan tjener siden penge.
Kort fortalt
- Fasan med stålhagl: Miljøstyrelsen anbefaler nr. 3-4
- Min 12’er: næsten altid Gamebore Jaguar Hunting Steel, 30 g nr. 4. Til gæs nr. 3 med 30 eller 32 g
- Min gamle 20’er: Gamebore Black Gold Steel Bio, 24 g nr. 5, til fasan, snepper og agerhøns
- Gamle geværer: kun standard stålpatroner og højst nr. 4
- Bly: forbudt til jagt i Danmark siden 1996
Hvilken haglstørrelse skal du bruge til fasan? Det er et af de spørgsmål, der fylder mest, når fællesjagterne starter. Her er de officielle anbefalinger og de patroner, jeg selv bruger i min 12’er og min gamle 20’er.

Sådan læser du haglstørrelser
I Danmark er hagl nr. 1 de største med en diameter på 4 mm. For hver størrelse op bliver haglet 0,25 mm mindre. Jo højere tal, jo mindre hagl.
| Haglstørrelse | Diameter |
|---|---|
| nr. 1 | 4,00 mm |
| nr. 2 | 3,75 mm |
| nr. 3 | 3,50 mm |
| nr. 4 | 3,25 mm |
| nr. 5 | 3,00 mm |
| nr. 6 | 2,75 mm |
| nr. 7 | 2,50 mm |
Anbefalede haglstørrelser til fasan og andet vildt
Miljøstyrelsen har lavet anbefalinger til, hvilken haglstørrelse du bør bruge til hvert vildt. De afhænger af, hvor tungt haglet er. Stålhagl er lettere end fx tungsten, så du skal bruge større stålhagl for at få den samme virkning.
| Vildt | Stålhagl | Tungere hagl (over 9 g/cm³) |
|---|---|---|
| Råvildt, ræv, gæs, edderfugl, sortand | nr. 1-3 | nr. 2-4 |
| Hare, fasan, gråand, knarand, dykænder | nr. 3-4 | nr. 4-5 |
| Duer, agerhøns, skovsneppe, mindre svømmeænder | nr. 4-5 | nr. 6-7 |
Råvildt må godt skydes med hagl, dog ikke bukken i perioden 16. maj til 15. juli. Det kræver korte skudhold og et sikkert skud, og det gøres i dag kun lejlighedsvis.
Mine patroner
12’eren: Jaguar Hunting Steel 30 g nr. 4
I min 12/76 bruger jeg næsten altid Gamebore Jaguar Hunting Steel med 30 gram nr. 4. Det passer præcis til anbefalingen for fasan og ænder. Til gæs skifter jeg til nr. 3 med 30 eller 32 gram.
Den gamle 20’er: Black Gold Steel Bio 24 g nr. 5
Min 20/76 er et ældre gevær, så jeg bruger patroner, der er skånsomme nok til den. Her bruger jeg Gamebore Black Gold Steel Bio med 24 gram nr. 5. Skålen er bionedbrydelig, så der ikke ligger plastikskåle tilbage i naturen.
Jeg bruger primært 20’eren til fasan, snepper og agerhøns. Vær opmærksom på, at nr. 5 ligger i den lille ende til fasan, hvor anbefalingen er nr. 3-4. Til snepper og agerhøns passer den til anbefalingen.
Jeg har også prøvet GreenShot, som også har bionedbrydelig skål, og dem synes jeg var super fine. De fås i 12/28 med nr. 3 og nr. 4 til fasan og ænder, nr. 5 til duer og agerhøns, og i 12/32 med nr. 3 og nr. 1 til gæs.
Ammunition kan typisk betales online, men skal enten hentes i butikken mod forevisning af jagttegn eller sendes, når du har sendt en kopi af dit jagttegn.
Stålhagl i gamle geværer
Har du et ældre haglgevær, skal du passe på. Geværer, der er trykprøvet til 850/960 bar, må kun bruge standard stålpatroner og højst nr. 4 (3,25 mm). De kraftige High Performance-patroner må kun bruges i geværer med det såkaldte liljestempel (Fleur de Lis). Tjek stemplerne på dit gevær, eller spørg en bøssemager, hvis du er i tvivl.
Blyhagl er forbudt
Blyhagl har været forbudt til jagt i Danmark siden 1996. Derfor er stål det normale valg. Alternativerne er bismuth og tungsten, som er tungere end stål, men også dyrere.
Hvor har du patronerne?
Jeg har selv patronerne i jakkelommerne, og derfor går jeg efter jakker med store patronlommer. Skyder du meget på fællesjagter, kan en patrontaske være et godt alternativ, fx Härkilas patrontaske til 125 patroner.
Reglerne er gennemgået 7. oktober 2026. Jeg er ikke jurist, så tjek altid de gældende regler og dit gevær, før du skyder.
Skal du selv på fællesjagt? Brug min tjekliste til fællesjagt, så du ikke glemmer noget.
Ofte stillede spørgsmål om haglstørrelser
Hvilken haglstørrelse skal man bruge til fasan?
Miljøstyrelsen anbefaler nr. 3-4, når du skyder med stålhagl, og nr. 4-5 med tungere hagl som tungsten. Jeg bruger selv nr. 4 i 12’eren.
Hvilken haglstørrelse skal man bruge til gæs?
Med stålhagl anbefales nr. 1-3. Jeg bruger selv nr. 3 med 30 eller 32 gram.
Må man skyde med stålhagl i et gammelt haglgevær?
Ja, men kun med standard stålpatroner og højst nr. 4 (3,25 mm) i geværer, der er trykprøvet til 850/960 bar. De kraftige High Performance-patroner kræver et gevær med liljestempel.
Er blyhagl forbudt i Danmark?
Ja. Blyhagl har været forbudt til jagt i Danmark siden 1996. Derfor skyder de fleste jægere med stålhagl.





