Reklame: Artiklen indeholder affiliate-links. Køber du via et link, får Vildtjægeren en lille provision – det koster ikke dig noget ekstra og påvirker ikke vurderingerne. Sådan tjener siden penge.
Kort fortalt
- Jagttid: bukken må jages fra 16. maj til 15. juli og igen fra 1. oktober til 31. januar
- Jagtform: jeg jager mest på anstand fra tårn, stige eller platform
- Bedste tid: morgen, aften og overraskende ofte sen eftermiddag ved 17-tiden
- Valg af buk: de helt små bukke, der ikke skal i avlen, og de store, fine bukke
- Vigtigst: tag kun de sikre skud, og brug altid schweisshund, hvis du er i tvivl
Bukkejagten er for mig årets højdepunkt. Her er, hvordan jeg forbereder mig, hvordan jeg jager, og hvad jeg har lært undervejs, både af egne fejl og af en god jagtkammerat.

Før sæsonen: lær dine bukke at kende
Forberedelsen starter længe før 16. maj. I april sætter jeg mig ud på reviret om aftenen med håndkikkerten bare for at spotte og se, hvilke bukke der går der.
Vildtkameraet er et vigtigt værktøj. Det viser mig, hvilke bukke jeg har gående, og giver en idé om, hvor meget råvildt der er. Man ser langt fra alt, men jeg kan fx se, om der er en lille, dårlig buk, som jeg gerne vil have skudt. Læs hvordan jeg placerer mine vildtkameraer.

Anstand: sådan jager jeg
Jeg bruger klart mest tid på anstand, fordi mit areal passer bedst til det. Jeg sidder primært i et jagttårn, en jagtstige eller på en jagtplatform. Læs også, hvordan jeg byggede min egen skydestige.

Hvornår på dagen?
Jeg har haft held både morgen og aften, men faktisk også sen eftermiddag ved 17-tiden. Så lad være med kun at satse på solopgang og solnedgang.
Hvilken buk skal du skyde?
Jeg skyder helst de helt små bukke, som jeg ikke vil have til at indgå i avlen, og så de store og fine bukke. De bukke, der er midt imellem, lader jeg gerne gå, så de kan udvikle sig. Læs mere om de forskellige bukke:
- Spidsbuk: én ende på hver stang
- Gaffelbuk: to ender på hver stang
- Seksender: tre ender på hver stang
- Morderbuk og returbuk
Bukkejagt om efteråret
Bukkejagten er ikke kun i maj. Bukken må også jages fra 1. oktober til 31. januar, samtidig med råer og lam. Om efteråret er det en god chance for at få skudt de bukke, du ikke fik i foråret, mens de stadig bærer opsatsen.
Bukkene kaster typisk opsatsen fra midt i november til midt i december, nogle allerede i oktober og andre først efter nytår. Vil du vælge buk efter opsatsen, er oktober og starten af november derfor det bedste tidspunkt. Læs også min guide til jagt på råer og lam.
Udstyret
- Riffel: jeg skyder med en .308 Win. med en Zeiss Conquest V4 3-12×56 på.
- Skydestok til de skud, hvor jeg ikke har anlæg i tårnet. Jeg bruger en Viper-Flex Styx Elite.
- Kikkert med afstandsmåler: min Leica Geovid 8×42 R.
- Varmt tøj: det kan være overraskende koldt i maj, især når man sidder stille. Jeg bruger typisk en Deerhunter Finley Stormliner-strik med halv lynlås og membran og Pinewood Brenton-bukser med membran fra knæet og ned.
- Støvler: typisk mine Treksta-støvler med BOA-lukning.
Mine bedste råd til den første bukkejagt
Tag en erfaren kammerat med
Mit bedste tip er at have en med på de første jagter. Jeg havde selv min gode kammerat med, og det var guld værd. Han havde mere erfaring med riffeljagt og havde styr på at brække råvildt, så jeg har lært en masse af ham, også om at partere bagefter. Og så er det bare en fed oplevelse at dele.
Tag kun de sikre skud
Lad være med at tage en halvdårlig chance, for det kan gå galt. Især hvis du ikke har meget erfaring.
Træn på skydebanen
Kom på skydebanen og træn. Ikke kun for at skyde riflen ind før sæsonen, men reel træning, så du kender aftrækket og rekylen.
Undervurder ikke afstanden
En typisk fejl er at overvurdere egne evner og afstande. Er du i tvivl om afstanden, så mål den.
Efter skuddet: brug schweisshunden
Jeg har altid schweisshund på, hvis der er den mindste tvivl. Hellere være sikker og bruge de dygtige hundefolk, vi har. Er der tegn på anskydning, og er dyret ikke fundet inden for seks dagtimer, siger loven, at du skal tilkalde en schweisshund fra Schweissregistret. Du finder den nærmeste på schweiss.dk.
Læs fx historien om min gaffelbuk, som blev fundet med hjælp fra en schweisshund, eller bukkejagten den 22. maj.
Ofte stillede spørgsmål om bukkejagt
Hvornår går bukkejagten ind?
Bukkejagten går ind 16. maj og varer til 15. juli. Bukken må også jages fra 1. oktober til 31. januar. Tjek altid lokale undtagelser.
Hvornår på dagen er bedst til bukkejagt?
Morgen og aften er klassikerne, men jeg har også haft held sen eftermiddag ved 17-tiden.
Hvad skal man have med på bukkejagt?
Riffel, skydestok, kikkert, gerne med afstandsmåler, og varmt tøj. Det kan være koldt i maj, når man sidder stille.





